Hollywood var engang styret of store filmselskaber, der ansatte skuespillere og produktionsteams på lange kontrakter og lavede film, som om der var tale om produkter, der kunne samles på samlebånd. I 1950'erne brød dette system sammen, og Hollywood begyndte at blive styret ud fra en mere fleksibel model. I dag vil en producer typisk med udgangspunkt i et manuskriptudkast sælge en ide til en film til en gruppe investorer og dernæst samle et til lejligheden nøje udvalgt team af skuespillere, teknikere og andre filmmagere. Når projektet er afsluttet, opløses teamet, og dets medlemmer finder sammen i nye kombinationer omkring andre ideer.
Ifølge mange budbringere af den nye arbejdsverden efterligner resten of vores økonomi nu Hollywood. Hele virksomheder samles ofte om et specifikt grundlag med en uafhængig `producer' (dvs. iværksætter/projektleder), der sælger investorer/ledelsen en 'ide til en film' (en forretningsplan/et projekt) for derpå kort efter at spredes for alle vinde, hvorefter 'manuskriptforfatterne, skuespillerne mv.' (de dygtige fagfolk) tager videre for at samles om nye projekter.
Arbejdsmarkedsforskeren Daniel H. Pink har sammenfattet det således: `Store, permanente organisationer med en fast navneliste over individer erstattes of mindre, fleksible netværk med konstant skiftende talenter.'
Der er nok ingen tvivl om hvad fremtiden bringer, for virksomhederne efterspørger i stadigt højere grad fleksibilitet. Og undervejs imod den, selvfølgeligt utopiske, ideale globale netværksorganisation ændrer store virksomheder sig til at være projektorienterede.